Parmone

Det hele startede med, at jeg rigtig gerne ville til Japan igen og købe flere flotte lerskåle med smukke glasurer.
I stedet for at tage til Japan og bruge alle vores penge på keramik, købte vi hus i Danmark i stedet.
Et dejligt hus i Nyborg tæt på skov og strand. Kom gerne forbi til en snak og en kop te (jeg har også kaffe i huset)
Nå men jeg tænkte, at når jeg nu ikke kommer til Japan sådan lige med det samme, så laver jeg da bare mine glasurer selv, og det begyndte jeg på i efteråret 2010.
Det blev starten til et dogme-projekt, senere har det fået navnet Parmone Ler - Jeg hedder Karina Ninette Parmone Bro.
Dette er starten på et 1000 skåle projekt, der er blevet meget andet end blot glasurer og et fast antal skåle.

Til dagligt arbejder jeg i mit firma FUNE som indretningsrådgiver inden for Bevidst indretning. Jeg holder kurser, foredrag og workshops. Jeg elsker også at fotografere. Mine postkort kan købes på Hotel Hesselet i Nyborg.

Jeg elsker Japan og den japanske kunst. I 2005 var jeg i Japan for at indsamle viden og materiale til mit speciale om Japansk kunst indvirkning på europæisk kunst omkring 1900. Inden jeg tog af sted synes jeg faktisk, at keramik og de glasurer som jeg elsker så højt nu var grimme og kedelige at se på.
Mødet med den japanske klassiske kultur og kunst ændrede mit syn på mange ting for altid. Den kom langt ind under huden på mig. Det kommer bl.a. til udtryk i mine fotografier og min store kærlighed til leret og glasurer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar