Dogme

Dogmeregler for Parmone Ler – af Karina Ninette Parmone Bro

  • Tage en tilfældig klump ler  - ikke noget med at tage flere af på en gang af den store ler klump
  • Der må kun brugs hænderne og en svamp med vand på. Ingen dreje skiver store eller små og ingen redskaber. Kun til at skrive navn og nummer. P for Parmone nr. og årstal
  • Hele leret skal bruges ikke noget med at tage af eller tilføre noget som helt andet end vandet på svampen
  • Jeg må ikke skrive nogen processer ned
  • Jeg skal veksle med de forskellige ler typer
  • Når jeg er gået i gang skal jeg fortsætte. Ikke noget med at klaske det sammen igen og starte forfra med klumpen
  • Når den er færdig må jeg ikke gå tilbage til skålen og rette på den
  • Der skal laves 1000 stk. skåle formen er lige gyldig
  • Når jeg er nået 100 stk. må jeg begynde at sælge dem. Disse numre må sælges:101-199, 201-299,301-399,401-499,501-599,601-699,701-799,801-899,901-999


Hvorfor
Skrevet den 23. februar 2013. Godt 3 år efter jeg begyndte .

For at falde til ro og ikke lade hovedet arbejde på højtryk.
Fordi jeg gerne vil have flotte skåle med flot glasur.
Vil gerne lave spændene glasur og her er skåle til det.

Bare gøre tingene uden at tænke. Stoppe den store tanke strøm og planlægning.  Derfor har jeg heller ikke efter 3 år læst noget om glasurer.
Mit ego ville gerne skabe noget unikt, som jeg i sidste ende kunne sælge, derfor skabte jeg dogmereglerne. Men det har været lige så meget et udtryk for at komme bag om egoet og sætte mig ned og bare slappe af.

Jeg kunne ikke finde ud af at dreje og jeg hader at pølse op. Så hvorfor ikke bruge det jeg havde til noget positivt, i stedet for at tænke på alt det jeg ikke kunne. Jeg havde mine hænder og jeg mente, at med tiden ville hænderne kunne lave en skål uden at tænke sig om.
I starten udtænkte jeg en masse teorier om, hvordan det var bedst at gøre og starte. Ved den 37 kom det hele af sigs selv. Nok før, men da var jeg ikke bevidst om det.

I dag den 11. april 2014 tænker jeg slet ikke og ved aldrig, hvad der kommer ud af det. Jeg ved med 3 års erfaring, at den skål der ser total umulig ud når jeg er færdig, er som oftest den jeg kommer til at holde mest af, fordi glasuren løfter den og får den til at stråle – i sær nr. 23  og  nr. 36.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar